Blødning efter overgangsalderen

Ved blødning efter overgangsalderen, dvs når der er gået mere end 1 år siden sidste menstruation, skal du kontakte din egen læge samme dag/dagen efter og undersøges for årsagen. Ofte vil du blive henvist til gynækolog og få tid indenfor få hverdage for at sikre, at der ikke er ondartet årsag til blødningen.

Gynækologen vil foretage en ultralydsscanning af livmoder og æggestokke og derved vurdere om, der er behov for yderligere undersøgelser. Ofte vil der blive lavet en vandscanning, hvor der føres en lille slange ind i livmoderhulen og sprøjtes lidt vand ind, mens der scannes samtidig, eller der kan indføres et lille sugerør, hvor der kan suges væv ud fra slimhinden inde i livmoderen, som sendes til videre undersøgelse.

Der kan lægges lokalbedøvelse i livmoderhalsen inden undersøgelserne, men sugeprøven vil alligevel medføre sammentrækninger i livmoderen, som hos nogle kan føles som meget kraftige menstruationssmerter. Selve undersøgelsen tager kun 10-20 sekunder, og bagefter er der blot lidt ømhed i underlivet. Det kan være en fordel at tage to tabletter Pamol eller lignende smertestillende præparat inden konsultationen.

Der kan være blødning efterfølgende i 2-7 dage.