Forside
Kontakt
Personale
Her bor vi
E-kons/tidsbestilling
Konsultation
Vejledninger
  - Abort
  - Blødning efter overgangsalderen
  - Blødningsforstyrrelser
  - Celleprøve fra livmoderhalsen
  - Cyster på æggestokkene
  - Graviditets komplikationer
  - Infektioner
  - Kønsvorter
  - Lichen
  - Overgangsalder
  - Prævention
  - Smerter
  - Vandladningsproblemer
Privatlivspolitik
Afbud
Ferie/Lukkedage
Links
Skema

 

Prævention

Prævention

Formålet med prævention er at beskytte dig bedst muligt mod graviditet. Det er op til dig at beslutte, hvilken præventionsform der passer bedst til dig og din hverdag.

Der kan også være andre fordele ved præventionen. Nogle beskytter mod sexsygdomme (kondom), andre regulerer din mestruation (p-piller) eller mindsker blødningerne (p-piller, hormonspiral, p-stav).

Kondom

Kondomet skal sættes på inden og beholdes på under hele samlejet, da sædvæske kan komme før selve udløsningen. Kondomet beskytter mod sexsygdomme.

Ulemper: man skal huske at bruge det hver gang. Der kan gå hul på kondomet.

Sikkerhed: 2 - 21 graviditeter pr 100 kvinder.

Pris: 1 - 20 kr pr stk afhængig af materialet.

P-piller

P-piler er en kombination af østrogen og gestagen. Pillerne tages typisk i 21 dage, derefter holdes 7 dages pause, hvor der vil komme en menstruationslignende blødning. Din egen læge eller gynækolog udskriver recept på pillerne.

Hormonerne forhindrer ægløsning, mindsker slimhinden inde i livmoderen og gør slimen i livmoderhalsen uigennemtrængelig for sædceller.

Fordele: menstruationscyklus bliver fuldstændig regelmæssig, blødningerne mindskes og færre menstruationssmerter. Stor sikkerhed.

Ulemper: pillerne skal huskes. Der kan være bivirkninger som vægtøgning, brystspænding, hovedpine, kvalme, humørsvingninger, uren hud. Ofte vil bivirkningerne aftage efter 3-4 måneder. Der er en lille øget risiko for blodprop, især ved opstart på pillerne og det første år (lad derfor være med at holde ekstra pause med pillerne, for så er der også forøget risiko, når du starter igen).

Sikkerhed: 0,3 - 9 graviditeter pr 100 kvinder.

Pris: 42 - 299 kr for 3 måneder.

P-ring, P-plaster

P-piller kan også tages som enten en ring, der sættes ind i vagina i 21 dage, pause i 7 dage etc.

Eller som et plaster, der sættes et vilkårligt sted på huden og skiftes 1 gang om ugen i 3 uger, pause i 7 dage etc.

Begge præparater har oplagte fordele, fordi man ikke skal huske en daglig pille og optagelsen af hormoner er langt mere stabil i forhold til piller, men desværre er der lidt større risiko for blodprop ved disse præparater, selv om den heldigvis stadig er meget lille.

Pris: 350 (p-ring), 270 kr (p-plaster)

Minipiller

Minipiller indeholder udelukkende gestagen (ingen østrogen). Pillen skal tages hver dag uden pauser og helst på nogenlunde samme tidspunkt hver dag. Din egen læge eller gynækolog udskriver recept på pillerne.

Hormonet påvirker slimen i livmoderhalsen, så sæden har svært ved at trænge igennem, mindsker slimhinden inde i livmoderen, så ægget ikke kan sætte sig fast og hæmmer desuden ægløsningerne.

Ulemper: der er ofte uregelmæssige menstruationer. Pillen skal huskes hver eneste dag og på nogenlunde samme tidspunkt. Der kan være bivirkninger som vægtøgning, kvalme, hovedpine, brystspændinger, humørsvingninger og uren hud. Ofte vil bivirkningerne aftage efter 3-4 måneder.

Sikkerhed: 0,3 - 9 graviditeter pr 100 kvinder.

Pris: 75 - 265 kr for 3 måneder.

Kobberspiral

Spiralen føres ind i livmoderen af en læge. Den kan købes uden recept på apoteket eller direkte hos din læge/gynækolog. Når den er lagt ind i livmoderen, kan man ikke længere mærke den, der stikker dog en lille tråd ud af livmoderhalsen (dybt inde i vagina), så man selv kan tjekke, om spiralen sidder på plads, og så den nemt kan fjernes igen.

Spiralen afgiver kobber inde i livmoderen, men der kommer intet kobber fra livmoderen og ud i dit blod/resten af kroppen. Kobber er giftigt for sædceller, så de bevæger sig dårligere og har sværere ved at befrugte et æg. Desuden bliver slimhinden i livmoderen ændret, så ægget heller ikke vil kunne sætte sig fast.

Fordele: spiralen holder i 5 år. Der er ingen hormonpåvirkning af din krop.

Ulemper: menstruationerne bliver lidt kraftigere og varer længere, nogle får menstruationssmerter.

Sikkerhed: 0,6 graviditeter pr 100 kvinder.

Pris: ca 300 kr for 5 år.

Hormonspiral

Spiralen føres ind i livmoderen af en læge. Den købes på recept. Når den er lagt ind i livmoderen, kan man ikke længere mærke den, der stikker dog en lille tråd ud af livmoderhalsen (dybt inde i vagina), så man selv kan tjekke, om spiralen sidder på plads, og så den nemt kan fjernes igen.

Spiralen afgiver hormon, der mindsker slimhinden i livmoderen, så ægget ikke kan sætte sig fast, og danner en slags sejt slim i livmoderhalsen, som sæden har svært ved at trænge igennem.

Fordele: spiralen holder i 3 år (minispiralen Jaydess) eller 5 år (minihormonspiral Kyleena eller almindelig hormonspiral Mirena). Menstruationerne bliver betydeligt mindre. Stor sikkerhed. Der er ikke forøget risiko for blodpropper som ved p-piller.

Ulemper: de første måneder er der ofte pletblødninger og sjældnere uren hud, hovedpine, brystspænding, vægtøgning, men de fleste bivirkninger forsvinder efter 3-4 måneder.

Sikkerhed: 0,2 graviditeter pr 100 kvinder.

Pris: ca 1200 kr for 3 (Jaydess) eller 5 år (Kyleena og Mirena).

P-stav

Staven lægges ind under huden på indersiden af den ene overarm af en læge via et lille snit i lokalbedøvelse. Den købes på recept. Man kan godt mærke staven som en lille tændstik under huden, men man ser den ikke umiddelbart.

Staven afgiver gestagen, der forhindrer ægløsning, mindsker slimhinden i livmoderen, og danner sejt slim i livmoderhalsen, som sæden har svært ved at trænge igennem.

Fordele: staven holder i 3 år. Menstruationerne bliver mindre. Der er ingen risiko for blodprop.

Ulemper: der er ofte mere uregelmæssige blødninger. Der kan være bivirkninger som vægtøgning, hovedpine, brystspændinger, humørsvingninger og uren hud. De sidste bivirkninger vil ofte aftage efter 3-4 måneder. Når staven skal fjernes via et snit i huden, kan det give et lille ar.

Sikkerhed: 0,05 graviditeter pr 100 kvinder.

Pris: ca 1300 kr for 3 år.

Pessar

Pessaret er en gummimembran, der sættes op omkring livmoderhalsen, så sæden ikke kan komme ind i livmoderen. Den kan købes uden recept, men du bør have taget mål til den rigtige størrelse hos din læge eller gynækolog.

Pessaret skal sættes ind før samlejet starter og skal blive siddende i 6 - 8 timer efter samlejet. Der skal desuden bruges sæddræbende creme samtidig.

Fordele: ingen hormoner eller påvirkning af menstruation. Du sætter det selv ind og tager det ud igen, ingen kontroller hos lægen.

Ulemper: du skal huske det hver gang. Det skal blive siddende i 6 - 8 timer bagefter. Det kræver god planlægning og god kropsfornemmelse.

Sikerhed: 9 - 24 graviditeter pr 100 kvinder.

Pris: ca 500 kr for 2 - 3 år + sæddræbende creme 

Nødprævention

Der findes 2 former for nødprævention.

Den mekaniske er en kobberspiral, som lægges op i livmoderne af en læge indenfor de første 5 døgn efter ubeskyttet samleje, så ægget forhindres i at sætte sig fast i livmoderen. Man kan ikke bruge hormonspiral på samme måde. Det giver en beskyttelse mod graviditet på 99 %.

Den hormonelle er piller, der skal tages indenfor 3 døgn efter ubeskyttet samleje (Norlevo kan købes uden recept) eller 5 døgn (Ellaone kræver recept). Det giver en beskyttelse på 75 %, størst effekt ved kortest tid efter samlejet. Mindsket effekt, hvis du vejer mere end 75 kg.

Pris: ca. 100 - 300 kr - prisen for en graviditetstest efterfølgende.

 

 

 

 

 


Teglporten 3, 1. sal - 3460 Birkerød